Joaquin Phoenix tager igen røven på forventningerne i magisk film om børne- og voksenopdragelse (2024)

Lad dig ikke narre af plakaten til den amerikanske film C’mon C’mon. Her springer den niårige dreng Jesse (Woody Norman) højt og lykkeligt ind i billedet, mens hans onkel Johnny (oscarvinder Joaquin Phoenix) skærer en lidt fjollet grimasse. For nej, den er ikke noget nær så lalleglad, som den indikerer.

Jo da, C’mon C’mon er en feelgoodfilm. Og, ja, hjertevarmende, gribende, rørende, livsbekræftende er alle klichéinficerede adjektiver, der kan plastres på filmplakaten. Men den er også så meget mere.

Den amerikanske instruktør og manuskriptforfatter Mike Mills’ film er så fuld af kosmiske perspektiver, uventet humor (»Vær sjov, komma, når du kan, punktum,« som Jesses far siger), psykologiske dybder og filosofiske højder, at man helt glemmer, hvor enkelt plottet er. For det er underordnet, at den bevæger sig fra punkt a til punkt b, men sindsoprivende hvordan den gør det. Overrumplende i al sin hverdagslige krøllethed, akkurat som livet og barnets verden.

Det er en film om børne- og voksenopdragelse, om tab, om lyd, om identitet, om at børn er geniale, og at de voksne ikke altid er de voksne.

I en scene læser Johnny højt af Troldmanden fra Oz, men Jesse afbryder hele tiden for at spørge til Johnnys forliste parforhold. Han svarer forbeholdent og kortfattet og skynder sig tilbage til bogen. Men til sidst stopper han selv og forsøger at forklare, hvorfor det gik galt. Han har brug for at vende sit kærlighedsliv med en niårig møgunge, der spørger for meget.

Dokumentariske børneinterview

Johnny er radiojournalist, og med sit hold rejser han rundt til amerikanske byer for at interviewe børn om deres drømme, deres fremtidsforestillinger, deres liv. Filmen starter med en gruppe børn i Detroit, der alle er reflekterede og følsomme og dybt bekymrede for fremtiden. Børn, der bærer verdens og i nogle tilfælde deres dysfunktionelle familiers byrde på deres skuldre. Det er scener uden manuskript, altså med reelle interview med børn, der bare er sig selv.

Så er Johnny alene på sit hotelværelse og beslu*tter at ringe til sin søster Viv (Gaby Hoffmann) i Los Angeles. De har åbenbart ikke talt sammen i et år, dét tidsrum, der er gået, siden deres mor døde. Det var en tid, hvor Jesse måtte sige farvel til en mor, der elskede ham ubetinget, og Viv tog afsked med en, der aldrig forstod hende. Oplevelsen drev en dyb kile ned mellem de to søskende. I nogle koncise flashbackklip ser man dem skændes dengang. Man kan høre de skingre stemmer, mens deres rolige, forsonlige telefonsamtale ligger henover på lydsporet.

Der er problemer i Vivs parforhold, hendes mand, Jesses far, Paul (formidabelt spillet i mikroscener af Scoot McNairy) er psykisk syg, og under sit komponistophold i Oakland har han fået et tilbagefald. Hun er nødt til at rejse op og hjælpe til. Så Johnny rejser til L.A. for at passe Jesse, mens hun er væk.

Træernes kommunikation

Jesse er en tænksom, nysgerrig, opfindsom knægt. Ved middagsbordet, den sidste aften inden moren rejser, fortæller han om træernes kommunikationssystem af svampekanaler under jorden. Og da han skal i seng, leger han – vanen tro – en forældreløs undsluppet fra børnehjemmet.

Da Viv er taget afsted, forsøger Johnny at interviewe Jesse om fremtiden, men Jesse er meget mere interesseret i lydudstyret, og snart har han overtaget det. De tager til Venice Beach, hvor knægten suger verdens lyde til sig gennem den retningsbestemte mikrofon.

Johnny og Viv er i tæt telefonkontakt, Johnny forsøger at lære at være reservefar, Viv guider ham i et territorium, hvor alle er amatører. Hun fortæller ham, hvordan hun nogle gange »dårlig nok kan udholde at være i rum med« Jesse. Og det bringer de to søskende tættere og tættere sammen.

Faren Paul får det værre og værre, men Johnny må rejse til New York for at arbejde videre på sit projekt. Så han tager Jesse med.

Og vi oplever en reservefar-søn-relation udvikle sig med alle de knaster, kriser og lyksaligheder, det indebærer.

Skrutrygget gorilla i zen

Joaquin Phoenix er som altid mesterlig, men der er alligevel noget særligt ved at se ham så ekstremt nedtonet. Måden, hans vom stikker frem på, skuldrene helt skubbet ud over armene, som om de skal beskytte ham mod verden. Måden, han nærmest ruller på, når han går. En skrutrygget gorilla af en midaldrende mand med kærlighedslivet på standby, men altid i omstillingsparat zen i forhold til Jesse. Og altid klar til at bryde konventionerne og forsøge noget nyt med Jesse. Eksempelvis american wrestling eller råbeterapi.

Jesse er genialt spillet af den allerede erfarne, engelske barneskuespiller Woody Norman, der har et enormt klaviatur at spille på. Fra det komplet diskantet sukkerhøje og ned på de bassede tangenter, når han med store runde øjne og et stift blik har mistet troen på, at Johnny kan passe ordentligt på ham.

Deres samspil synes at være en ægte relation udviklet, længe inden kameraet er blevet tændt.

Hertil kommer Gaby Hoffmann som Viv. Hun har excelleret i tv-serier som Girls, Transparent og for tiden Winning Time: The Rise of The Lakers Dynasty på HBO. Her i C’mon C’mon er hun igen en brillant skabning. En straight shooter, der kanyledolker løgn, undvigelser og røgslør med indædt-kærligt sandhedsserum.

Onlineguidet undskyldning

Det er denne ubesværet virkelighedsnære, skælvende morsomme, magisk følsomme, overrumplende kloge films noget nær mesterlige kvalitet, at den så fint bevæger sig mellem det banale og det frit tænkte. At lige så rodfæstede og vanemæssige vi er, lige så vilde er vi med at stige til vejrs og slippe ud af vores mønstre, se det hele lidt for ovenfra. Og hvem er bedre til det end børn? Dem med de vildeste, mest akavede spørgsmål.

Og der bliver skrevet flere sider til manualen om konflikthåndtering. Når Johnny skal »lave en reparation« oven på et skidt følelsesudbrud mod Jesse – altså levere en seriøs undskyldning til drengen – så læser han højt fra en onlineguide til, hvordan man gør det. Hvorefter han efter hvert trin gør, som der står skrevet. Det er et fint trick. Således demonstrerer han i den åbne proces sin egen nervøsitet og amatørisme over for Jesse, han går i øjenhøjde med ham. Og Jesse forstår, at de på mange måder er jævnbyrdige i deres nye relation. Og undskyldningen bliver leveret, som den skal, inderligt.

Duoen skuespiller også et skænderi om hårvask, altså de skændes for sjov, i stedet for at blive IRL-hidsige. »Jeg siger til dig, at du skal have vasket dit hår lige nu!« Og så kan de rent faktisk komme i gang med at vaske knægtens hår.

C’mon C’mon er både under- og overforklarende. Der er – som i enhver film med respekt for sig selv – scener efter devisen »show it don’t tell it«. Altså scener, hvor det ikke i ord, men skuespil anskueliggøres, for eksempel hvor dårlig en reservefar Johnny føler sig som.

Men i hans telefonsamtaler med Viv mejsles det ud med al ønskelig tydelighed, at hverken søster eller bror føler nogen form for kompetence udi børneopdragelse. Altså kommer den uudtalte subtekst fra tidligere scener frem i telefonen. Og det ville være ulideligt, hvis ikke samtalerne var så kloge, at de åbnede yderligere perspektiver.

Som i en sen scene, hvor de taler om, at nærheden i Jesse og Johnnys relation er blevet stærkere. »Måske er det, fordi du er løbet tør for bullsh*t,« foreslår Viv. Hvilket looper tilbage til hendes første råd til ham: »Bare vær ærlig.«

For- og nutidens bløde mand

Fotografisk er filmen også en fryd. Den er i sort-hvid, og fotograf Robbie Ryan bruger fraværet af farver til at gøre os mere opmærksom på teksturerne i vores verden. Sandet, cementen, træerne, huden. Samt skyggerne. Da vi ankommer til et gråsmudsigt og lodret domineret New York, ledes tankerne hen på Gordon Willis’ mesterlige fotografering af Woody Allens Manhattan fra 1979.

Og nu vi er i 1979, så er der en anden mand-søn-relation, her den skilsmisseramte alenefar Ted Kramer (Dustin Hoffmann) i Kramer mod Kramer, der springer frem i erindringen.

I Kramers første alenedag med sønnen er han komplet speedet og superstresset – i ekstrem modsætning til Johnnys ro i C’mon C’mon. Dustin Hoffmann spiller et eksemplar af den første generation af bløde mænd, der skal lære det hele fra bunden. Phoenix spiller en ny tids bløde mænd, der har set et par generationer tumle med alenefarrollen. Og er mindre i panik.

Der er i begge film scener, hvor aftensmaden bliver en kampplads. I den nye film ender Jesse med at spise alt for meget sukker på en diner og ikke kunne falde i søvn. I den anden væmmes sønnen over farens aftensmad – og forsøger at få lov at spise is i stedet for bøf. Han stryger i fryseren og henter isen. Han tager en bid, og faren smider den skrigende og råbende søn i seng.

I begge tilfælde ender sønnerne med at kalde på deres fraværende mor.

Intim film om indre kosmos

Undervejs i C’mon C’mon læser Johnny fra tre yderst relevante tekster, hvis titler og forfattere skrives hen over skærmen. Bragende tekster. Den første er Jaqueline Roses An Essay on Love and Cruelty. »Moderskabet er dér i vores kultur, hvor vi låser eller rettere begraver vores konflikter omkring, hvad det vil sige at være fuldt ud menneskelige. Det er den ultimative syndebuk for alle vores personlige og politiske nederlag.«

Den anden er Kirsten Johnsons An Incomplete List of What The Cameraperson Enables. »Jeg kan og kommer til at forlade et sted, en situation, et problem, men de folk, jeg interviewer, kan ikke.« Den relaterer til Johnnys radioarbejde med børnene, men også til Joaquin Phoenix og instruktør Mike Mills’ ditto, da interviewscenerne med børnene jo er dokumentariske.

Det er alt sammen lag i en film, der diskuterer død, erindring, barndom, voksenliv, identitet, udvikling, håb. En intim film om de indre kosmosser, vi alle render rundt med. Den enorme rigdom og kompleksitet inden i os. Som nogle slider med, og som alle har godt af at dele med andre. Ikke mindst på tværs af generationer.

Den tredje bog, der læses fra, er Star Child af Claire A. Nivola. Her beskrives, hvordan et stjernevæsen fra et sted, hvor alting står stille, ankommer til jorden i konstant forandring. »Du vil blive kastet ned i jordens tidsflod.« Og det beskrives, hvordan væsenet vil glemme, at det overhovedet kom fra et andet sted. »Og når tiden kommer, hvor du skal tilbage til din stjerne, vil det måske være svært at sige farvel til denne mærkværdigt smukke verden.«

Johnny lægger bogen fra sig. »Fordømte bog,« siger han. »Du græder,« siger Jesse. »Nej, jeg gør ikke,« siger han og tørrer en tåre væk.

’C’mon C’mon’ – Instruktion og manuskript: Mike Mills. Fotografi: Robbie Ryan. 109 minutter (Biografer landet over).